Jeg har i mange år haft en stor passion for løb. Faktisk var løb det eneste jeg dyrkede i en periode på 3-4 år. På dette tidspunkt havde jeg en svær periode i mit liv og fandt roen gennem løb. Her kunne jeg slå mine tanker fra og bare løbe uden at skulle forholde mig til nogen eller noget. Dengang var mit fokus ikke så meget på at løbe langt eller hurtigt, men mere at opholde sig ude i naturen og bare være MIG (!) Alligevel var der noget i mig, som pirrede til min konkurrence mentalitet, når andre løb marathon, når jeg heppede til KMD challenge i Aarhus, til IRONMAN eller til andre løb. Jeg var slet ikke i tvivl om jeg skulle løbe marathon på et tidspunkt.
Mine distancer blev gradvist øget og jeg begyndte at lege med tempoet. I september 2012 blev tilmeldingen til Berlin Marathon 2013 sendt afsted. Skulle det være kunne det lige så godt gøres ”ordentligt” med et af de største marathon i verden. Desværre, blev jeg nogle måneder senere ramt af en ankelskade.
På dette tidspunkt var jeg for alvor blevet bidt af de lange distancer og en skade var det værste der kunne ske. Det er frustrerende og psykisk hårdt at blive hindret i noget man elsker at gøre. Veninder og familie begyndte at sætte spørgsmålstegn omkring min marathon deltagelse i Berlin. Jeg blev ved med at bevare troen og lavede mine daglige stabilitetsøvelser, opsøgte fysioterapeuter og læger. Det var en lang og sej kamp, hvor jeg havde flere mislykkede genoptræningsforløb (måske pga. min ivrighed), som resulterede i de samme kommentarer fra min omgangskreds omkring Berlin Marathon. Hvad skulle der til for jeg kunne blive klar? Jeg havde sat mig et mål og jeg VILLE gennemføre. Tålmodigheden var altafgørende og jeg blev klar over jeg måtte give foden den tid, som var nødvendig. Jeg startede bogstavlig talt fra bunden, da jeg begyndte at løbe igen. Jeg løb 500m, så 1km og gradvist blev det bedre. Folk omkring mig blev ved med at sige ”Der er godt nok langt op til 42,195 km…(!)”. Men jeg troede på det. Jeg ville det så inderligt – og det lykkedes!
I tiden omkring min skade var der skuet ekstra op for styrketræningen, for det kunne ikke være en mulighed, at lægge sig hjemme på sofaen og græde over situationen. Jeg var optimistisk hele vejen og fik endnu engang vist, at der er en benhård fighter gemt i mig. Jeg græd som en gal, da jeg krydsede målstregen i Berlin og min kæreste gav mig et knus. Det var så mange følelser der med et blev frigjort og jeg kunne med ét vise alle dem, som ikke troede jeg kunne blive min skade kvit, at jeg GJORDE DET SKU’ og endda i en tid, som mange måske skulle bruge et par marathon eller tre på at nå.
”Jeg stopper ikke før jeg er i mål”
carinamathiesen 