“Har træning i virkeligheden to ansigter?”

Jeg havde en interessant samtale med en sød veninde om socialt ansvar på sociale medier som f.eks. Instagram. Vi påvirker vores omgivelser, men er det altid på en sund måde? Julie Marie Smidt kommer i dette indlæg med nogle interessante synspunkter om den evig søgen efter “den perfekte krop” og hvad træningen kan medfører – på godt og ondt.

Personligt er jeg meget optaget af at forholde mig kritisk til både mig selv, mine omgivelser og især også til de sociale medier.

Som en forlængelse af den igangværende sundhedsdebat, hvor vi bl.a. har kunne læse interessante indlæg om individuelle opfattelser af ordet ‘Sundhed’ (se mere her: “Hvad er sundhed for dig?”), finder jeg det relevant også at se ind ad. Hvordan opfatter vi egentlig os selv og vores kroppe i samspil med træning?

På Instagram poster vi billeder af vores spisevaner, træningsrutiner og vi blotter stolte vores individuelle resultater for omverdenen. Signalet er, for mig, tydeligt;

“Vi er lykkelige og selvtilfredse, fordi vi træner.” 

Men er signalet i virkeligheden en manipulation? Er det muligt, at træningen kan forvandles fra et sundt supplement i hverdagen til at blive en forførerisk illusion om perfektionisme?

Grunden til at jeg finder det nødvendigt at bringe på banen, skyldes at jeg nyligt har gjort mig nogle overvejelser om, hvorvidt mit selvbillede har forandret sig fra før jeg opstartede min træning og til nu. Jeg oplever faktisk ind i mellem, at jeg er blevet mere selvkritisk, mere misundelig på andre pigers veltrænede kroppe. Jeg er også blevet mere selvoptaget i nogle tilfælde, fordi jeg har en tendens til at stirre mig blind på min krop, da jeg søger resultaterne – og samtidigt finder fejlene.

Da jeg ikke trænede, havde jeg et meget afslappet forhold til min krop. Jeg brugte ikke mange minutter på at tænke på, hvordan min krop så ud. Jeg var bare Julie, og sådan så jeg ud!

Min pointe er; bliver vi i virkeligheden selvsikre og afbalanceret af træning? Eller udløser dette blot en sult efter mere? Medfører dette blot endnu flere frustrationer i forhold til hvad man selv opnår vs. andres successer?

Debatten om at ungdommen er blevet sundhedsfanatisk udløste en mere ærlig tilgang til vores kostvaner. Dvs at vi nu oftere ser at slik, kage og andre søde sager naturligvis også er en del af os. Dog ser jeg også, at det på en måde er blevet “et krav”, at skulle bevise, at man har tilbøjeligheder, for ikke at blive anklaget for at være sundhedsfanatisk. Her opstår det sociale ansvar, som vi har overfor hinanden. De der følger folk på Instagram, kan risikere at få et forvrænget billede af sundhed, hvis vi alle kun viser “det perfekte”.

Jeg synes også, at vi skal være bedre til at forholde os kritiske og bevare vores egen sunde fornuft, når vi følger nogen, der inspirerer os – men som måske ødelægger kroppen ved overtræning eller ernærer sig uhensigtsmæssigt. Det er vigtigt, at vi ikke lader os påvirke til at begå samme fejl, bare fordi vedkommende er populær på de sociale medier.

Tak for din medvirken og dine interessante synspunkter, Julie. Du kan finde Julie på instagram @jmsmidt, hvis du vil have et glimt ind i hendes hverdag, hvor hun bl.a. får plads til den aktive livsstil selvom hun er mor til en lille søn på 1,5 år 🙂

Hvad er din holdning til synspunkterne i indlægget? 

Leave a comment