For en måneds tid siden snakkede jeg med min fysioterapeut, Jacob Iversen, om at vi kunne overveje en MR-scanning af mit knæ, for at være 100% sikker på, at der ikke sidder noget dybere i mit knæ. I dag havde jeg en tid ude på Aleris-Hamlet privathospital i Aalborg til en forundersøgelse. Jeg havde dog forstået det sådan, at jeg skulle have MR-scanningen i dag, men det viste sig, at jeg først skulle have foretaget en forundersøgelse af en læge med speciale i sportsskader inden selve MR-scanningen.
Aleris Hamlet Aalborg
Klokken er 10.15, da min mor og jeg kommer ind på hospitalet. Jeg kaster mig hurtigt over kaffe/kakao- automaten og de mørke chokoladestykker, der står på bordet, hvor vi venter (Ja ja, der er vel forskel på det private vs. det offentlige 🙂 ) Vi bliver taget godt imod og inden længe kommer lægen, der skal undersøge mig. Vi tager først en kort snak og jeg kommer op på briksen, hvor jeg hurtigt mærker ømhed, da han mærker/trykker på knæskallen – hvor slimsækken er betændt.
Han konstaterer resultatet af den ultralydsscanning jeg fik lavet igennem Jacob; at smerterne bliver forårsaget af den betændte slimsæk. Jeg sidder bare og håber på at han har en “mirakel-kur”, selvom jeg godt ved det er direkte ønske-tænkning. Han forklarer, at han ikke vil operere mig, da der er en stor risiko for at jeg slet ikke vil kunne komme til at løbe igen. “Holy Moly”, tænker jeg, og er fuldstændig stum. I stedet bekræfter han mig i, at det jeg er igang med, er det helt rigtige. Jeg har gjort klog i at finde en god fysioterapeut, som har rådgivet og vejledt mig under hele forløbet. Selvom jeg godt ved svaret, så spørger jeg ham alligevel om det havde været bedre at holde FULDSTÆNDIG ro – ville det hjælpe? Hertil svarer han “Nej, det er ikke behandlingen. Det er hård excentrisk træning, som du har gjort. Det er det alle studier viser”. Igen bliver jeg bekræftet i de ting vi har gjort i så langtid, hvilket hjælper gevaldigt på humøret. Han kan godt se, at jeg bare gerne vil løbe og jeg vil bare gerne løbe lige nu. Altså løbe langt – ikke de 5-7 km., som jeg er oppe på nu. Han siger:“Det er en lang og sej kamp, Carina, og det tager tid og du er godt på vej!”. Herefter snakker vi om skaden og hvordan løbeudsigter er. Han forklarer, at nogen aldrig kommer til at løbe marathon igen fordi betændelsen ofte kommer tilbage igen. Samtidig understreger han, hvor viljefast jeg er ift. min træning, hvilket er en stor fordel i et forløb som dette og vurderer samtidig, at et marathon i efterhånden er realistisk for mig 🙂
Jeg får overtalt lægen til at bestille en MR-scanning til mig, som jeg skal have foretaget d. 6 maj. Der er naturligvis en masse psykologisk i et skadesforløb, og dokumentation “sort på hvidt” er det jeg har det bedst med lige nu. Jeg vil bare være HELT sikker på, at der ikke er andet (også selvom lægen siger, at det er slimsækken, der forårsager mine smerter).
Det går bedre! Jeg løber og smerterne optræder mindre og mindre. Jeg er på rette vej – nu vil jeg løbe dagens tur 🙂
carinamathiesen 