Har min knæskade forbindelse til mine maveproblemer?

Tilbage i slutningen af september stiftede jeg for første gang bekendtskab med behandlingsformen osteopati hos Aarhus Osteopati, hvilket var et meget interessant første møde. På en én time lærte jeg mere om min krop end jeg har tidligere har formået ved nogen anden behandlingsform. Inden jeg går i dybden med hvad Ivar fandt ud af via hans osteopædiske undersøgelse vil jeg kort præsentere hvad osteopati egentlig er.

Jeg beklager iøvrigt længden på dette indlæg (det er langt og teknisk), men da jeg har fået en del henvendelser om at høre mere om behandlingsformen og få et indblik i min behandling hos Aarhus Osteopati, så har jeg valgt ikke at gå på kompromis med diverse forklaringer mv. Indlægget er dog opdelt i overskrifter, så man kan jo blot læse om netop osteopati, hvis det eksempelvis er det man er interesseret i at vide mere om 🙂

Hvad er osteopati? (Ivars egne udtalelser omkring osteopati)

Osteopati er en manuel medicinsk behandlingsform, dvs. at vores redskaber kun er vores viden og vores hænder. Osteopati undersøger og behandler alle vores kropsystemer – knogler, muskler, nerver, lymfe, organer og blodkar, derfor betragter osteopatien kroppen som en helhed. Formålet med osteopati er at genoprette balance i og mellem systemerne hvilket er med til at stimulere og afhjælpe kroppen til at genvinde sin normale funktion og helbrede sig selv.

Osteopati har 3 principper:

• Struktur og funktion er gensidige
: Hvordan kan det forstås? Eksempelvis en cykel der har fået punkteret et dæk, har fejl i gearskiftet eller har en rusten kæde (struktur) kører naturligvis ikke særligt godt (nedsat funktion).
• Alle strukturer og funktioner i kroppen er indbyrdes forbundne: 
Hvis cyklen bliver brugt i længere periode med en eller flere mangler (punkteret dæk, fejl i gearskiftet eller rusten kæde), går det ud over cyklen som helhed (strukturer og funktioner indbyrdes forbundne). Det samme kan siges om selve kroppen.
• Kroppen kan under rigtige betingelser helbrede sig selv: 
Hvis alle kropsystemerne fungerer og kan samarbejde sammen, vil kroppen være i stand til at hele sig selv.

Min behandling

På baggrund af behandlingen resonerer Ivar sig frem til hvordan min krop hænger sammen ift. min knæskade, hvilket jeg også har opdelt i denne rækkefølge nedenfor dvs. først undersøgelse dernæst teori. Det er lidt teknisk, og jeg har valgt at vise Jer præcis den forklaring jeg har fået af Ivar (uden redigering). Dernæst præsenterer jeg nogle grafiske illustrationer for at jeg med mine egne ord kan forklare min behandling (se afsnit: funktionelt meniskproblem), hvilket jeg har skrevet i samråd med min kæreste, som læser en kandidat i Human Fysiologi på Københavns Universitet.

Undersøgelsen

Låsning øverst i nakken, låsning og problemer midt og nederst i brystryggen, brystkassen har tendens til at falde fremad/falde sammen, problemer med væv omkring lever og tolvfingertarm, oppustethed i tyndtarmen i højre side, problemer med lukkemuskel i overgang fra tyndtarm til tyktarm, bækken i højre side roteret fremad og spændt hoftebøjer, funktionelt problem med inderste menisk i højre knæ.

Teori

Du har døjet med fordøjelsesproblemer i flere år (ca. 6 år). Problemet med fordøjelsen kan i mit tilfælde skyldes tre faktorer:

1. For højt tryk i brystkassen pga. brystkassen og din holdning har tendens til at falde fremad/falde sammen. Dette medfører at de venøse system har svært ved at få transporteret iltfattigt blod op til højre ventrikel og videre til lungerne, især i forbindelse med når du er inaktiv og i længevarende siddestillende positioner. Dette fører til oppustethed i maveregionen og hæmmer fordøjelsen.
2. Problemer omkring leveren og tolvfingertarmen kan begrænse mange processer i forbindelse med fordøjelsen bl.a. med galden, blodsukkerregulering, protein – og fedtomsætning, vitamin -, mineral – og hormonregulering samt afgiftning af kroppen.
Galden bliver produceret i galdeblæren og i leveren og bliver transporteret via galdevejene til tolvfingertarmene. Galden har afgørende betydning for fordøjelsen og optagelsen af kostens fedtstoffer. Derfor er det vigtigt at disse områder fungerer og flyder godt.
3. Låsninger henholdsvis øverst i nakken, midt og lavt i brystryggen kan forstyrre funktion generelt af organer, men i dit tilfælde i fordøjelsessystemet.

Herefter går Ivar ind og vurderer hvorledes dette hænger sammen med min knæskade (står med kursivt, uredigeret).

Funktionelt meniskproblem

Dette kan skyldes fremadroteret bækken, hvilket giver ekstra træk igennem én af dine baglårsmuskler. Baglårsmuskel har tilhæftning på bagsiden af den inderste menisk og ekstra bagudrettet træk forringer meniskens bevægelighed, hvorfor menisken kan overbelastes.

Som man kan se på dette meget simplificerede billede, hæfter en af baglårsmusklerne, m. semimembranosus, på indersiden af knæet lige omkring menisken. Det betyder for mig, at hvis musklen har været unødvendigt hårdt spændt, har det mindsket min mobilitet i knæleddet. En mobilitet man især har brug for som løber, da baglårsmusklerne er ansvarlige for at bøje benet (egen fortolkning).

Som Ivar skriver, kan et problem med en stram baglårsmuskel påvirke menisken, som jeg jo har problemer med (se billede overfor). Det kan gøre, at der kommer et unødvendigt stort pres på den mediale menisk (medial meniscus). Menisken er de ”8-tals lignende” puder, der skal beskytte knoglerne imod at røre ved hinanden, når man bevæger knæleddet (egen fortolkning).

Bækkenet er roteret fremad pga. spændt hoftebøjer. På forsiden af hoftebøjeren ligger overgangen mellem tyndtarm og tyktarm, og der er bindevæv der tilknytter disse to strukturer. Derved kan irritation i overgangen fra tyndtarm og tyktarm spænde hoftebøjeren op.

Det tolker jeg som, at de muskler der skal bruges for at bøje hoften, primært m. psoas major og m. illiacus (se billede nedenfor) har det samme problem som baglårsmusklerne; de er unødvendigt spændte (egen fortoklning).

Denne spænding i hoftebøjerne skyldes, som jeg forstår det, at jeg har problemer i min tarm. Problemerne i overgangen fra tyndtarmen til tyktarmen, oplever jeg som oppustethed. Dette stemmer overens med den konklusion Ivar nåede frem til, nemlig at overgangen var irriteret. Så for at opsummere dette, så gør tarmproblemerne musklerne omkring hoftebøjerne spændte, hoftebøjeren trækker mit bækken fremad og giver mig problemer med mine baglårsmuskler, som hæfter ved menisken, og derfor har jeg fået problemer med menisken (egen fortolkning).

Øvelser

Jeg har af Ivar fået nogle konkrete øvelser, som jeg skal lave 4 gange ugentligt. Jeg har eksempelvis fået nogle åndedrætsøvelser, nogle udstrækningsøvelser til hoften samt nogle udstrækningsøvelser til at få strukket brystkassen ud. Derudover har jeg skåret betydeligt ned på mælkeprodukter i min dagligdag, da dette kan have en indvirkning på mine fordøjelsesproblemer. Allerede efter første uge kunne jeg mærke at jeg havde det bedre i min mave, og har derfor fortsat med at følge Ivars råd om at indtage mindre laktose i min kost. Dette har været en stor omvæltning, da jeg elsker mælk og gerne drikker en halv til en hel liter om dagen 🙂

Allerede fremskidt

Efter to behandlinger hos Aarhus Osteopati fik jeg lov til at påbegynde min løbetræning igen, hvilket er store fremskridt allerede. Jeg blev faktisk anbefalet Aarhus Osteopati i starten af mit skadesforløb dvs. lige efter Berlin Marathon i september 2013 af Mads Seier, fra SEIERFITNESS i Aarhus, men da jeg allerede var tilknyttet en fysioterapeut på daværende tidspunkt blev det blot ved tanken. Efter jeg fik min operation tilbage i slutningen af juni og efter en måneds ferie i Sri Lanka i august besluttede jeg mig for at jeg havde brug for hjælp til at blive løbeklar igen, og der var ingen tvivl om jeg skulle have hjælp af Aarhus Osteopati 🙂

Det har været fantastisk at stifte bekendtskab Osteopati. Ivar fik sat ord på alle mine uopklarede spørgsmål, og pludselig gav det hele mening. Han har identificeret roden til min knæskade. Uden denne måde at anse en skade på, så ville skaden sandsynligvis bare opstå igen, i stedet for at man får “bekæmpet” årsagen til problemet.

Det blev en lang forklaring, men jeg håber at I fik et indblik i hvad behandlingsformen går ud på. Derudover var der sagt mange forespørgsler på min Instagramprofil om hvordan mine maveproblemer kan have forbindelse til min knæskade. Sidder I tilbage med nogle spørgsmål er I velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet nedenfor, så skal jeg forsøge at svare Jer.

Ellers kan i læse mere om osteopati på www.aarhusosteopati.dk.

Instagram “dummies”

Når jeg følger personer på Instagram der gør én eller flere ting af nedestående eksempler, så skal der ikke meget til at personen får en “unfollow”. I know – jeg er hård og kynisk, men jeg magter det simpelthen ikke.

• Når man uploader det samme billede 10 gange (typisk af sig selv eller sin klamme kage – ja, undskyld mig).
  På det første billede forsøger man at få folk til at skrive ”Opskrift, PLEASE” (altså opmærksomhed), dernæst kommer billedet op IGEN med teksten ”Nu er opskriften at finde på min blog” og hvis vi er heldige kommer billedet op endnu engang med teksten ”Kunne I lide kagen” eller ”Få inspiration til sunde kager på min blog XX”. Det er altså morsomt og meget lidt inspirerende, efter min mening.
• Bruger forbogstavet på sig kæreste når han omtales: ”Jeg har været nede og træne med P. i dag”. Hvorfor skal det nu være smart? Er hans navn ikke pænt nok til det skal nævnes som han er døbt? I don’t get it!!
• Hashtagget #TBT. Jeg forstår stadig ikke hvad det skal betyde?? Gad vide om jeg allerede er ”forældet” på de sociale medier 🙂
• Personer som skriver ”Please følg mig”. Okay, men får du det bedre, hvis jeg følger dig?
• Bikinifitness atleter der forsøger at få diætmad til at lyde som om det er nutella – det er det desværre ikke søde piger! 🙂

Jeg kan altså godt få en lille smule kvalme (læs: meget) over den higen der er efterhånden er efter at få mange likes og følgere på Instagram, og jeg synes egentlig den her video er en god “øjenåbner” for vores behov for at dele alt på de sociale medier:

HUSK at være tilstede – også i det virkelige liv!

Set i bakspejlet

Dette indlæg har været længe undervejs, da jeg har været nødt til dykke dybt ned i min egen selvopfattelse og måske blotter mig mere end jeg egentlig har lyst til, men da jeg synes emnet er vigtigt at belyse, så kaster jeg mig ud i det alligevel. Hæng i!

Jeg har den sidste tid reflekteret over mit sundhedssyn og hvordan dette har ændret sig gennem især de sidste 4-5 år. En periode hvor træningen har været omdrejningspunktet i min hver dag, hvilket har betydet, at det ikke var et spørgsmål om jeg kunne nå at træne, men snarere et spørgsmål om at det var noget at jeg skulle nå. For 3-4 år siden fyldte træning og sund kost utrolig meget i min hver dag. Jeg brugte rigtig meget energi på at få min hver dag til at gå op, for træningen skulle i hvert fald klares, samtidig med der også var et utal af andre ting, som jeg også skulle nå. Jeg følte mig sundere end nogensinde, men var jeg egentlig sund og endnu vigtigere: var jeg oprigtigt glad?

Når jeg tænker tilbage havde jeg jo det godt, men kunne jeg have haft det bedre? Et spørgsmål der ikke er svært at svare på, for jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det i dag. I dag har jeg fået et andet syn på hvad sundhed betyder for mig. Jeg bliver stadig glad af at træne og spise sundt og varieret, men jeg får en særlig indre glæde, når jeg er sammen med mennesker jeg holder af. Jeg var også social tidligere, men jeg var ikke altid tilstede, fordi jeg var stresset og min krop var træt. Den var konstant på overarbejde, for jeg gav den aldrig lov til at slappe af. Der kunne gå adskillige uger før jeg “tillod” mig at tage en hviledag. Jeg trådte sjældent ved siden af  den såkaldte “perfekte livsstil”. I dag får jeg passende mængder motion og min krop får tid, og ikke mindst lov, til at restituere. Jeg har lært at lytte til min krop, hvilket er sundhed i mine øjne. Sundhed er ikke “enten/eller”, det er “både/og” for mig. Når jeg tænker over det, var jeg nok hoppet med på fitnessbølgen, hvor fokusset er meget på hvordan vi ser ud. Vores krop er blevet vores “brand” og hvis vi har en ydre skønhed, så er vi vel perfekte og har styr på det hele?  Se bare på hvor populært det er blevet at stille op i fitnesskonkurrencer. Jeg har selv været der, hvor kroppens udseende var udgangspunktet for min træning i en periode. Senere er det gået op for mig, at det simpelthen ikke giver nogen mening for mig. Det er aldrig været det jeg ville. Jeg vil løbe. Det er løb, der giver mig glæde og overskud i en travl hver dag. Derfor har min træning de seneste år været meget målrettet på hvordan jeg kan optimere mit løb, hvor hele sidste år dog har været præget af en lang skadesperiode (knæskade) og hertilhørende genoptræningsforløb.

Var jeg blevet så sund at det faktisk ikke længere var sundt?

Et spørgsmål som Bitz & Frisk for en måneds tid siden debatterede i Madmagasinet på DR1 (se hele programmet HER!). I programmet fremhæver de nogle interessante og skræmmende tendenser, der præger vores (sundheds)samfund. Ifølge eksperter bliver sundhed usundt, når man får en usund og overdreven besættelse af at leve og spise sundt (også kaldet ortoreksi). I den forbindelse tog de et vigtigt aspekt op, som jeg ikke selv har tænkt på (måske fordi jeg ikke har børn endnu). Nemlig at forældres adfærd påvirker børnene syn på sundhed. Deres syn på sundhed forplanter sig i børnene, som ofte får et anstrengt forhold til mad i en tidlig alder, som i værste fald kan føre til en spiseforstyrrelse. Er de voksnes fokus på sund mad gået for vidt? For sundhed er jo som udgangspunkt godt. Vi har alle godt af at spise sundt og dyrke motion, men det kapper over, når mad og motion hele tiden bliver genstand for dårlig samvittighed! For mig handler sundhed om at give mere slip, om at fokusere på det gode liv, som efter min mening handler om langt mere end sundt mad og motion.

Sociale medier

I takt med at mit sundhedssyn har ændret sig, har jeg også været nødt til at adskille mig med diverse fitness-profiler på Instagram, da jeg ikke længere kan identificere mig med den livsstil, der ofte kendetegner disse profiler. Mit news feed var spængfyldt med bare maver, muskelbilleder og kedeligt, energiforladt mad. Jeg var ved at brække mig over hvordan man forsøgte at retfærdiggjorde hvis man spiste usundt, med sætninger som “Jeg må godt” og konceptet “cheatdays” – man snyder jo ikke nogen. Jeg forstår det simpelthen ikke, og det har jeg iøvrigt aldrig gjort! Samtidig bliver jeg bekymret for hvor godt disse piger har det psykisk, da man desværre nemt kan lade sig påvirke i en negativ retning på sociale medier som især Instagram, hvor det ofte er gransbilledet der præger vores news feed. Jeg synes det er vigtigt, at man stopper op og reflektere over sit eget brug af Instagram og hvordan man ønsker at påvirke sine følgere.

Vi har i min familie haft et nært familiemedlem med en spiseforstyrrelse i mange år, som var nær at koste vedkommende livet, hvilket naturligvis har påvirket mig og min familie utrolig meget. Det har også gjort mig bevidst om betydningen for at være et sundt forbillede for andre. Noget jeg også har været meget bevidst om på min Instagram-profil, hvor jeg efterhånden har en pæn slat følgere. Jeg har altid forsøgt at vise det “hele” billede, også i den periode jeg taler om indledningsvist i dette indlæg, da jeg aldrig har ønsket at pakke noget ind. Husk på, at vores adfærd har betydning for andre mennesker på medier som eksempelvis Instagram.

To sum up: Vi skal huske at nyde.. også det der ikke er sundt engang imellem 🙂 Også skal vi huske at passe på hinanden!

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13011607/?claim=hkt3g5gerzw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

Undersøgelse af knæ (igen, igen) – Aleris-Hamlet privathospital

For en måneds tid siden snakkede jeg med min fysioterapeut, Jacob Iversen, om at vi kunne overveje en MR-scanning af mit knæ, for at være 100% sikker på, at der ikke sidder noget dybere i mit knæ. I dag havde jeg en tid ude på Aleris-Hamlet privathospital i Aalborg til en forundersøgelse. Jeg havde dog forstået det sådan, at jeg skulle have MR-scanningen i dag, men det viste sig, at jeg først skulle have foretaget en forundersøgelse af en læge med speciale i sportsskader inden selve MR-scanningen.

Aleris Hamlet Aalborg

Klokken er 10.15, da min mor og jeg kommer ind på hospitalet. Jeg kaster mig hurtigt over kaffe/kakao- automaten og de mørke chokoladestykker, der står på bordet, hvor vi venter (Ja ja, der er vel forskel på det private vs. det offentlige 🙂 ) Vi bliver taget godt imod og inden længe kommer lægen, der skal undersøge mig. Vi tager først en kort snak og jeg kommer op på briksen, hvor jeg hurtigt mærker ømhed, da han mærker/trykker på knæskallen – hvor slimsækken er betændt.

Han konstaterer resultatet af den ultralydsscanning jeg fik lavet igennem Jacob; at smerterne bliver forårsaget af den betændte slimsæk. Jeg sidder bare og håber på at han har en “mirakel-kur”, selvom jeg godt ved det er direkte ønske-tænkning. Han forklarer, at han ikke vil operere mig, da der er en stor risiko for at jeg slet ikke vil kunne komme til at løbe igen. “Holy Moly”, tænker jeg, og er fuldstændig stum. I stedet bekræfter han mig i, at det jeg er igang med, er det helt rigtige. Jeg har gjort klog i at finde en god fysioterapeut, som har rådgivet og vejledt mig under hele forløbet. Selvom jeg godt ved svaret, så spørger jeg ham alligevel om det havde været bedre at holde FULDSTÆNDIG ro – ville det hjælpe? Hertil svarer han “Nej, det er ikke behandlingen. Det er hård excentrisk træning, som du har gjort. Det er det alle studier viser”. Igen bliver jeg bekræftet i de ting vi har gjort i så langtid, hvilket hjælper gevaldigt på humøret. Han kan godt se, at jeg bare gerne vil løbe og jeg vil bare gerne løbe lige nu. Altså løbe langt – ikke de 5-7 km., som jeg er oppe på nu. Han siger:“Det er en lang og sej kamp, Carina, og det tager tid og du er godt på vej!”. Herefter snakker vi om skaden og hvordan løbeudsigter er. Han forklarer, at nogen aldrig kommer til at løbe marathon igen fordi betændelsen ofte kommer tilbage igen. Samtidig understreger han, hvor viljefast jeg er ift. min træning, hvilket er en stor fordel i et forløb som dette og vurderer samtidig, at et marathon i efterhånden er realistisk for mig 🙂

Jeg får overtalt lægen til at bestille en MR-scanning til mig, som jeg skal have foretaget d. 6 maj. Der er naturligvis en masse psykologisk i et skadesforløb, og dokumentation “sort på hvidt” er det jeg har det bedst med lige nu. Jeg vil bare være HELT sikker på, at der ikke er andet (også selvom lægen siger, at det er slimsækken, der forårsager mine smerter).

Det går bedre! Jeg løber og smerterne optræder mindre og mindre. Jeg er på rette vej – nu vil jeg løbe dagens tur 🙂

Fysioterapi: Det går da fremad med lidt “bump” på vejen

Jeg havde igår (endnu) en tid hos min kære fysioterapeut Jacob Iversen fra MovementLab. Jeg har nu været igang med at løbe i 5 uger og har skrevet “dagbog” i perioden for at få et overblik over ømhed, smerter og de forskellige træningspas. Jacob læser  min “dagbog” igennem da jeg kommer op til ham, og spørger hvordan det er gået de sidste 3 uger siden jeg sidst var oppe hos ham. Jeg trækker lidt på det og prøver at forklare ham, at jeg er tilbøjelig til at tænke  i dage og ikke i uger, men hvis jeg betragter det på ugebasis, så vil jeg vurdere at det faktisk gået ganske fint. Ligesom sidste periode (uge 1 og 2), så er slutningen af perioden blevet gradvist bedre og jeg har eksempelvis ikke haft nogen smerter overhovedet de sidste 5 dage. Jacob opdager et mønster i mine smerter, som generelt er 1-2 dage efter mine  bentræninger og det kan jeg sagtens nikke genkendende til, da han nævner det. “Du kan jo også godt lide at give den gas, Carina. Du løfter meget tungt ift. din størrelse”. True! Hvor vil han hen med det? Det var jo udgangspunktet i starten af mit genoptræningsforløb (helt præcist trænede jeg ben hver anden dag i en periode på 4 måneder), og i den periode blev smerten ikke “trigget” på sammen måde ved bentræning som den gør nu. Jacob mener vi skal forsøge med 20-30 % lavere belastning i min bentræning 1-2 gange/ugentligt, og hvis bentræningen fortsætter med at “trigge” smerten, så vil bentræningen blive taget helt ud af mit program. Målet de næste 3 uger er nemlig at:

• Øge løbe mængden uden smerter (på uge basis!!!)
• Få lidt fart og dermed funktionel styrke ind i løbet

Ved at få den funktionelle træning ind i træningen forsøger vi at “kompensere” for bentræningen (som jeg skal reducere/helt droppe). Jeg udtrykker bekymring for at miste muskelstyrke, som senere kan have negativ indvirkning på mit løb, for nu har jeg jo lige kæmpet mig (helt) hertil. Jacob kender mig efterhånden og giver mig endnu engang den tryghed jeg har brug for i de her situationer, hvor jeg ikke rigtig ved hvilket ben jeg skal stå på. Vi taler om, at jeg naturligvis hellere vil løbe en træne ben og at jeg faktisk har en muskelkapacitet i benene, der er 30-40% større end nødvendig, så jeg skal ikke være nervøs for at tabe muskelmasse. Samtidig vil mere belastning og terræn i løbet fungere som den funktionelle styrke.  Så konklusionen blev: bentræning ud af programmet, hvis det stadig “trigger smerten OG hellere løb end bentræning (selvfølgelig)!

Jeg får også lavet en løbeanalyse for at se om min hofte (og dermed holdning) er blevet bedre siden jeg startede hos ham i slutningen af november 2013. Det er jeg faktisk spændt på, for jeg har jo lavet mine stabilitetsøvelser fuldstændig efter planen. Han sætter videoen fra november 2013 op overfor videoen vi filmer, så jeg kan se forskellen. Det er blevet væsentlig bedre, men der er stadig plads til STORE fremskridt. Jeg kan tydeligt se hvordan min fremgang aflaster belastningen på knæet, hvilket selvfølgelig giver mig endnu mere blod på tanden til at fortsætte med mine øvelser. Jeg fik desuden også lidt flere øvelser til hoften, for jeg er ved at være lidt træt af “spralle-manden” 🙂

Afslutningsvist snakker vi om at stille op i et 10 km. løb, da det kan have en god effekt på “psyken” og motivationen ovenpå et langt genoptræningsforløb. Solgt! Jeg spørger lidt forsigtigt ind til hvordan der ser ud med “et længere løb” og hentyder naturligvis til et halvmarathon. I den forbindelse taler vi om guld, sølv og bronze mål. Og kort fortalt, så er Nykredit Halvmarathon i Aarhus i juni et realistisk mål 🙂

 

 

 

“Get away” til Aarhus med min kæreste

Min kæreste er igang med at skrive hans Bachelor i Idræt og i sidste og i starten af denne uge kører ham og hans studiegruppe forsøg. Derfor har han haft nogle rigtig lange dage fra 08.00-22.00, så der har naturligvis ikke været meget tid til at se hinanden. Jeg har til gengæld forsøgt at “forsøde” hans lange dage med hjemmelavet pizza, tærte og små “hapsere”.

VM i Halvmarathon-weekend

Det var også i weekenden (lørdag d.29 marts), at der skulle løbes VM i Halvmarathon i København, som både Bjørn og jeg skulle have deltaget i. Jeg indså for over 3 måneder siden, at det slet ikke kunne komme på tale for mit vedkommende. I fredags løb jeg min længste tur på 25 min. også er der altså langt vej til et halvmarathon 🙂 Det skulle sidenhen også vise sig, at Bjørn skulle rammes af  skinnebensbetændelse, så heller ikke noget løb til ham. Ja, vi er godt nok et umage par! Forhåbentlig kommer vi stærkt tilbage 🙂 Vi havde faktisk talt om at tage til København for at heppe og opleve den her kæmpe løbefest. Jeg måtte dog erkende, at jeg ikke rigtig kunne overskue, at skulle have løb “lige i face”, for der er jo ikke nogen tvivl om hvor jeg helst ville være – nemlig med løbeskoene på i rigtig gazelle stil. Dermed ikke ment at jeg ikke kan onde andre at løbe, men lige nu har jeg bare svært ved at acceptere, at jeg ikke selv kan løbe på det plan jeg gerne vil.

I stedet besluttede vi os for at tage en tur til Aarhus, for at nyde hinanden, byen, vejret, være sammen med venner, træne og ikke mindst spise god mad.

Fredag: 

Fredag tog jeg selv til Aarhus ved middagstid for at træne med Katrina Sommer og Peter Vadskær i SeierFitness. Katrina er igang med at blive personlig træner, så hun skulle forsøge sig med mig. Jeg var hendes første “kunde” og jeg synes virkelig hun klarede det super godt. Hun var nærværende, motiverende og dygtig til at korrigere min teknik. Det er i hvert fald ikke sidste gang hun får lov til at træne mig 😉 Jeg elsker at blive presset helt derud, hvor det gør ondt og det blev jeg virkelig under Katrinas træning.
Bagefter fejrede vi SeierFitness 2 års fødselsdag, som var intet mindre end en succes. Mads Seier og resten af crewet havde virkeligt stablet en ordentlig fest på benene med en masse græsk mad (Katrina og jeg fik i hvert fald vores proteiner gennem 2 portioner virkelig lækker kylling). Der var også DJ, fællessang og ikke mindst lækker brownie og kaffe.
Bjørn havde også en lang dag med forsøg fredag, så han kom først til Aarhus sent. Jeg havde derfor planlagt en hygge aften med min skønne veninde Anne. Vi lavede rispapirruller med kylling, grøntsager, soya og chilisovs (Så jeg fik lige 2xaftensmad af to portioner igår – ikke så meget pis med det :D). Det smagte virkelig godt, så det er ikke sidste gang jeg laver det. Og så er det endda vanvittig let at lave. Aftensmaden startede dog ikke helt “normal”, for lige som vi har sat os modtager Anne en besked fra hendes tvillingesøster, at hun har født en pige og Anne er blevet moster. What?? Jeg faldt Anne om halsen og ønskede hende tillykke. Der var vist ikke rigtig nogen af os der fattede det, så aftenen gik med baby-snak, sms’er og opkald fra Annes veninder og familie. Bjørn joinede os sent på aftenen, hvor Anne og jeg allerede var godt igang med bland-selv slikken, kage (yes, skulle også have 2xkage igår 🙂 ) og X-Factor.

 

Lørdag:

Dagen startede med shopping. Jeg fik bl.a. lokket Bjørn med til Moss Copenhagen lagerudsalg. Jeg ved han E L S K E R det! 😀 Om ikke andet fungerede han som et glimerende “tøj-stativ”, mens jeg prøvede at finde noget jeg kunne bruge. Det blev til et par sandaler, en strik og en rygsæk. Vi var også i Sinnerup, hvor jeg skulle have min fødselsdagsgave med hjem fra min mor: et sofabord.

Kl.15.00 havde vi aftalt en træning med Peter i Seierfitness. Der blev kørt knald hårdt på og jeg kunne godt mærke, at der ikke var meget energi at komme efter, men det var som altid skide sjovt og udfordrende. Det var første gang Bjørn prøvede kræfter med TRX, så han blev også udfordret. Til aften købte vi mad fra Cafe GLAD og hyggede os sammen med en af Bjørns bedste veninder.

Søndag: 

MY BIRTHDAY.
Jeg åbnede første gang øjenlågene ved 06-tiden (dvs. alt for tidligt at stå op på sin fødselsdag OG på en søndag), men jeg fik lige en lille fødselsdagsang af min søde kæreste. Vi sov et par timer mere og derefter tog vi os en ganske almindelig morgenmad (havregryn, müsli og blåbær), for jeg vidste godt hvad der ventede mig lige rundt om hjørnet. Nemlig kage(r) fra Langenæs bageren. Der var vel 15 i kø foran os, da vi tog vores nummer, men det gjorde bestemt ingenting for ventetiden udnyttede vi ganske fornuftigt med at bestemme hvad der skulle handles ind 😀 Herefter tog vi ud i dyreparken for at fodre små bambier (og lige gå et par meter ovenpå dagens første sukker-chok). Nu kunne vi vende snuden mod Nordjylland igen, men på vej ud af byen kørte vi jo forbi Marc By Marc Jacobs lagerudsalg og Bjørn var jo også  i “træning” fra lørdagens MOSS lagerudsalg, så vi tog lige et stop der. Bjørn fandt en Stella McCartney kjole, som han syntes jeg skulle prøve og der skulle bestemt ikke meget overtalelse til. Jeg får kjolen på og alle kvinder kender følelsen. Lige præcis “DEN” følelse jeg tænker på, hvor man forelsker sig i den her genstand. Det skete for mig. Jeg spørger Bjørn hvad den koster “2000 kr. og så er der 70% på”. Jeg tænker “Nå, det er jo ikke så slemt” og når på et par minutter at blive lige LIDT mere forelsket i kjolen. Flere af pigerne der arbejder til lagerudsalget kommer hen og beundrer kjolen. Også kender i også det her? Man forelsker sig liiiige lidt mere 🙂 Indirekte begynder de at nævne prisen. Jeg spørger igen hvad den koster og det skal vise sig at være 12.000 kr. og ikke 2.000 kr. Bjørn havde sørme lige overset et 1-tal. Nå jamen “bye-bye” skønne kjole. Jeg kommer bare igen, når jeg engang skal giftes 😀
Ved Støvring holder vi ind på “Funda”, hvor min “reserve”-mor og hendes mand bor (og deres to søde hunde). Vibeke har lavet fødselsdagsboller og lagkage (choko-banan). Jeg er ved at ramme dagens andet sukker-chok 🙂 Vi hygger et par timer ude på landet inden min mor henter os, og vi tager hjem til Bjørn og jeg. Hjemme venter flere gaver fra min søster, mormor, mor og ikke mindst fra Bjørn 😀 Dagens slutter med et besøg på Bone’s. Man er vel gammel Bone’s pige (jeg har arbejdet på Bone’s i Aarhus, da jeg boede der).

Jeg fik bl.a. en FOAM ROLLER, Kortkartellet af Aarhus, Bird af Kristian Vedel og en Pandekagepande (til fire små pandekager) i fødselsdagsgave.

Sikke en dejlig weekend. Jeg håber også I har haft en god weekend og har nydt det gode vejr 😀

Kan det være en sejr at tage på?

Problemer med at tage på

Jeg har i godt års tid kæmpet med at tage lidt ekstra kilo på og dermed også øge min fedt%, da det har været en nødvendighed. Jeg har ikke været særlig åben omkring mine problemer med at tage på. Jeg tror det skyldes, at jeg ikke har følt, at der har været “plads” til at man også kan have brug for at tage på i hele det her sundhedsræs, der er i dag. De fleste vil typisk tabe sig, og man hører og læser jo nærmest ikke om andet end slankekure i tv og på de sociale medier. Nogle gange har jeg tænkt, at der var en risiko for at jeg ville provokere folk, der gerne vil tabe sig og derfor har jeg nok valgt at holde det for mig selv.

Jeg fik målt min fedt% umiddelbart før jeg løb Berlin Marathon i 2013 og på det tidspunkt var den for lav. På daværende tidspunkt fik jeg følgende kosttilskud (protein, maltodextrin og kreatin) for at få det nødvendige ift. mit høje aktivitetsniveau. Samtlige kosttilskud har jeg desuden indtaget dagligt lige siden. Derudover spiser jeg 3 store måltider samt 3-4 mellemmåltider dagligt med fokus på at få den rette mængde protein, fedtstof og kulhydrat. Samtidig har jeg været meget mere “afslappet” overfor mit indtag af usunde sager som f.eks. slik og kager. Til tider har jeg faktisk følt mig fuldstændig ligeglad, for der skete alligevel ikke en skid med den dumme vægt (!!!).

For et par måneder siden skulle min kæreste måle min fedt% igen og jeg var selvfølgelig rigtig spændt på resultatet, for jeg følte virkelig jeg havde gjort alt rigtigt og kæmpet så meget for at tage på. Min kæreste kigger alvorligt op på mig, da han nævner min fedt%. Den er gået ned siden jeg blev målt før mit Marathon. Jeg udbryder frustreret “Hvordan kan det være muligt?”. Jeg har jo ikke løbet i hele perioden pga. min knæskade. Jeg havde virkelig svært ved at holde tårerne tilbage, for jeg syntes det føltes urimeligt nu når jeg havde kæmpet så langtid for det og alligevel var den gået ned. Jeg har ofte følt mig decideret dårlig, fordi jeg har tvunget mig til at spise mere end til at jeg er mæt. I perioder har det derfor også påvirket mit humør, fordi det har fyldt meget i min hverdag.

“Hun spiser også altid…”

Min familie og venner kommenterer altid hvor meget jeg spiser, når jeg er sammen med dem, hvilket jeg egentlig har det fint med, for sådan er det jo! Da min lillebror fejrede 18 års fødselsdag for et par måneder side manglede der selvfølgelig ingenting og jeg spiste bogstavligtalt fra festen startede til vi ryddede op efter gæsterne sent på aftenen. Min bedste, faster og onkel nævnte flere gange “Ja, NU spiser hun igen”, “Det er utroligt hun ikke er større”, “…Men det har hun jo altid gjort”. Også grinte vi lidt over det, for ja, sådan har det jo egentlig altid været.

Juhuu

Jeg har dog ikke “dyrket” at veje mig 1- eller 2 gange ugentligt. Det har jeg aldrig gjort for jeg synes det er vigtigst hvad man ser i spejlet og er glad for det. Imorges hoppede jeg dog på vægten og jeg har endelig taget på. Jeg har dog ikke et overblik over min vægt fordi jeg ikke vejer mig, men jeg kan dog huske hvad jeg vejede i forbindelse med fedt%-målingen for et par måneder siden, og jeg er altså blevet 2 kg. tungere. Juhuu 🙂 Det var faktisk en sejr. Vi har alle vores små kampe!

Er der andre der har oplevet de samme problemer?

Update på “bentøjet”

Fysioterapeut

I mandags var jeg oppe hos min kære fysioterapeut, Jacob. Jeg var et stort smil da jeg trådte ind af døren og Jacob kunne ikke lade være med at grine lidt af mig 🙂 De sidste uger, med løb på programmet igen er gået over al forventning. Jeg har min “dagbog” med op til Jacob og han bruger nogle minutter på at danne sig et hurtigt overblik, mens jeg forklarer hvordan jeg synes det er gået de sidste par uger. Han opsummerer med ordene “Hvad jeg kan høre dig sige, og hvad jeg læser her, så er det faktisk blevet bedre i løbet af de sidste to uger. Din bedste tur er jo den sidste og den længste”. Det lyder rigtigt. Jeg tænker lidt over det hele og siger “Det er lidt skægt, at det er blevet bedre i løbet af de sidste uger, hvor løb er kommet på programmet igen og jeg naturligvis også har fået en større belastning”. Jeg forklarer også, at jeg finder det betydeligt hårdere at komme igennem min bentræning efter jeg er begyndt at løbe igen. Jacob viser grafisk hvor stor en kraft jeg lander med når jeg løber. Jeg lander med en kraft på mellem 130-160kg., hvilket er meget normalt for en på min størrelse. Det forklarer altså hvorfor jeg finder bentræningen hårdere end normalt, da jeg faktisk får en hård træning gennem løb, som jeg ikke har været vant til i snart 5 måneder. På dag 3 i min “dagbog” har jeg f.eks. skrevet “Godmorgen. Lårbasserne kan mærkes” 🙂 Jeg får normalt ikke muskelømhed ved min bentræning, så det var altså en ny oplevelse. Jeg vil dog 1000 gange hellere have en god løbeøkonomi end jeg ville kunne løfte tungt, som Jacob siger, så er løb mit primære mål, og han har fuldstændig ret. Det er netop det her jeg har kæmpet for i så (forfærdelig) langtid, og  netop de mange timer med bentræning har jo været med til at gøre mig stærk til at løbe igen.

Bentræning: 1 gang/ugentligt 

Begejstringen vil ingen ende tage, da Jacob siger, at jeg kan “nøjes” med at træne bentøjet 1 gang/ugentligt i stedet for hver anden dag, som jeg har gjort hidtil. Midt i min genoptræningsforløb troede jeg faktisk et kort øjeblik, at denne dag aldrig ville komme 🙂 Jeg har virkelig kæmpet som en gal for at komme igennem mine tre ugentlige bentræninger påbegyndt med 25-30 min. på cross-traineren. Jeg har til tider tænkt på at kaste håndklædet i ringen, for selvom jeg blev stærkere i benene, så løb jeg jo ikke endnu og hvornår ville det blive aktuelt? Men jeg blev ved fordi jeg stolede på Jacob og fordi det ganske enkelt ikke var et spørgsmål om jeg skulle eller ej. Med målet for øjet, så kan man klare mange ting.

Carina, lyt til din krop!

Jacob laver et løbeprogram for de næste tre uger, hvor mængden gradvist bliver skruet op. Jeg forklarer ham, at jeg har svært ved at løbe så langsomt (!), som jeg føler at jeg gør (8-10 km/t). Jeg synes det føles tungt og “unormalt”. Jeg får lov til at løbe 10-12 km/t fremover under den betingelse, at jeg stadig kan føre en normal samtale mens jeg løber. Jeg må på ingen måde føle, at jeg løber for at blive presset og for at få sved på panden. Godt så! Det lyder som et fint kompromis. Han understreger desuden vigtigheden i at jeg lytter til min krop og ikke tøver med at kontakte ham, hvis jeg har ondt, spørgsmål mv. Han siger  “Du må ikke stå alene med det her, Carina!”.  Som han siger, så har jeg været igennem et langt genoptræningsforløb, hvorfor det er vigtigt, at de næste tre uger forløber på bedst tænkelig måde. Som jeg var inde på ovenfor, så er det en stor belastning for min krop at løbe igen, så det er utrolig vigtigt, at jeg tager signalerne alvorligt. Derfor har jeg fået strenge ordrer på at overholde min ugentlige hviledag samt give mine ben helt ro dagen efter et løbepas. På de dage skal jeg træne overkrop, heriblandt øvelser til at styrke min mobilitet i hoften, samt mine indre, skrå mavemuskler (M. obliquus internus abdominis). Disse øvelser laves med henblik på at forbedre min holdning og dermed også min løbeøkonomi. Jacob var desuden interesseret i hvad jeg kunne lave af konditionstræning udover løb og vi kunne ikke komme udenom min “elsket” cross-trainer. Han foreslog også svømning, hvis det ikke det var fordi jeg skulle anstrenge mig som en gal fordi jeg er piv-elendig til det. Haha 🙂 Vi snakkede også lidt om cykling, hvor jeg dog skal være opmærksom på indstillingen af cyklen pga. mit knæbøj samt antal omdrejninger i minuttet. Jacob bemærker selvfølgelig min skuffelse, da han foreslår mere intervaltræning på cross-maskinen og siger efterfølgende, at det selvfølgelig er op til mig selv. Jeg hiver mig selv i nakken og siger “Hvis du siger jeg skal, så gør jeg det. Så længe det forbedrer mine løbemuligheder, så vil jeg gøre alt…!”

“Running makes me happy” 

 

De små fremskridt tæller. En lille “løbesucces”

Så kom dagen (endelig)

Igår kl.14.30 havde jeg tid hos min fysioterapeut, Jacob Iversen, og jeg må indrømme, at jeg denne gang havde sat forventninger (helt) op til at han ville sætte mig igang med at løbe. Jeg synes dog der gik rigtig langtid før at han sagde sætningen “Vi er nået dertil, hvor du skal prøve at løbe Carina”. Er sikker på der var en mening med at han trak den så langtid, for jeg husker ikke meget af hvad han sagde herfra (godt jeg havde Bjørn med 🙂 ). Inden jeg går derfra siger jeg til Jacob ”Det er den fedeste gang jeg går heroppe fra”.
Jeg kunne nærmest ikke komme hurtig nok hjem, for jeg skulle hjem og løbe de 5 X 2 minutter jeg havde fået lov til af Jacob.

Armene i vejret

De næste to uger har Jacob lavet et program til mig, hvor jeg skal løbe den dag, hvor jeg også træner bentøjet (lige pludselig bliver “ben-dagen” altså meget sjovere). Det vil sige, at jeg tre gange ugentlig skal træne ben og løbe enten før eller efter.
Igår var første gang at jeg løb i over fire måneder… og hvilken følelse. Aldrig har tiden på cross-traineren været så ulidelig lang. Jeg blev ved med at kigge på det skide (!) ur, og jeg følte aldrig jeg ville blive færdig. Jeg havde kun én ting i hovedet “Jeg skal løbe og jeg skal løbe NU!”. Udstyret fejlede (selvfølgelig) heller ingenting. Man skulle næsten tro jeg var på vej ud på et marathon og min ”sejresdans” på løbebåndet mindede da også om den jeg lavede da jeg kom i mål i Berlin 🙂 Ikke noget at sige til at hende ved siden af mig kiggede lidt, men jeg var simpelthen bare SÅ glad lige i øjeblikket.
Jeg starter med de første 2 minutter, som går uden problemer. “Pyha” tænker jeg. Ved de næste to minutter mærker jeg “noget”, men dog ikke en såkaldt “bekymrende smerte” mere en “ømhed”. Ved 3 runde gør det ondt og jeg sætter farten ned (aftalt at nedsætte belastningen ved ”bekymrende smerte”). Jeg når at tænkte ”Det går hvis kun én vej det her, og det er den forkerte”, men de sidste 2×2 minutter løber jeg helt smertefrit. Juhuu! Bjørn er ved siden af mig hele vejen og han siger til mig ”Husk nu at nyd det Carina”, men det har jeg slet ikke brug for at få at vide. Jeg smiler over hele femøreren, faktisk begynder jeg at grine (og er ved at falde af båndet af grin), og er tilsidst på nippen til at begynde at græde, simpelthen af ren glæde og lettelse. ”Nu må jeg lige tage mig sammen”, siger jeg til mig selv! Det vidner om hvilken forløsning det er for mig, at være nået hertil i min genoptræning. Det har krævet ufattelig meget selvdisciplin at sætte mig selv op til at bentræning hver anden dag, som ovenikøbet skal startes med 25-30 minutter på cross-traineren (også kaldt “helvedsmaskinen” af mig!!!).
At al min træning og viljestyrke har båret frugt, gør alle de mange og hårde timer det HELE værd. Jeg skal tilbage i de løbesko igen, og der skal fart i dem igen! 🙂

Sko: Saucony, tights: 2XU, top: Fusion

Tålmodighed

Fordi det gik godt i går, så går det måske ikke godt i morgen, men de små fremskridt betyder rigtig meget mentalt for mig, når man har været i gang med et genoptræningsforløb i over så langtid efterhånden. Derfor er det meget spændende hvordan de to næste uger med løb udvikler sig, da det har afgørende betydning for mit videre forløb. Løbemængden er meget lille, men denne vil gradvist øges. Jeg følger Jacobs anvisninger nøje. Nu er jeg endelig nået hertil og der er INGEN grund til at gøre noget forhastet på dette tidspunkt i forløbet.
Jeg er meget spændt på de næste to uger med løb og krydser fingre for det bedste!

Tak allesammen

Samtidig vil jeg gerne sige tak til alle Jer, der skrev til mig i går (Jeg var jo ikke bleg for at fortælle, og sende snaps om min lille ”løbesucces”). Imorges fik jeg en sms fra min kammerat, hvor han skrev ”Hurraaa, du løb!! Fantastisk nyhed at starte dagen på” og en veninde skrev ”Hvor er jeg glad på dine vegne”. 

Det varmer rigtig meget, at I bakker mig op. Tak! 🙂 🙂 🙂

Eksamenslæsning og træning??

I går havde jeg den sidste eksamen på dette semester. Juhuu! Alle fire eksaminer har været mundtlige i en god (stor) portion pensum! Det virkede fuldstændig uoverskueligt da jeg startede med at læse i juleferien og vide, at sidste eksamen først var den 31 januar. Der var godt nok langtid til, og en pokkers masse arbejde der skulle gøres inden. Det var noget med at jeg skulle have lagt en slags strategi for at komme bedst muligt igennem denne eksamensperiode, både personligt og resultatmæssigt. Jeg gør altid mit bedste og har helt sikkert en tendens til lige at ”presse citronen” lidt mere end den måske kan klare. Det hænger nok sammen med min perfektionisme og viljestyrke (Ja, jeg arbejder på det!). Jeg har heldigvis nogle fantastiske mennesker omkring mig, der er gode til at passe på mig i perioder som disse, og sige de ting der skal siges. Derudover har jeg prøvet det før, og jeg har selvfølgelig gjort mig nogle erfaringer i løbet af min studietur, som jeg kan gøre brug af.

Jeg finder mit overskud og energi gennem min træning. Jeg får ofte at vide hvordan jeg kan overskue at træne midt i en hård eksamensperiode. Jeg spørger dem ”hvordan de kan undvære det?”. For mig er det ikke realistisk at læse fra jeg står op til jeg går i seng. Jeg er ikke i tvivl om jeg kunne gøre det, hvis jeg ville, men jeg ville ikke få noget ud af det indlæringsmæssigt. Fordi jeg prioriterer mit studie højt, prioriterer jeg også min træning højt. Det hænger sammen i min verden… Måske ikke i din! Jeg er overbevidst om, at mine resultater havde været markant anderledes, hvis jeg ikke havde trænet de sidste 5 uger under eksamensperioden. Jeg har nævnt det før, men for mig handler sundhed om, at have det godt fysisk, psykisk og socialt og om at finde frem til de ting i livet der gør mig glad. Derfor kan jeg ikke undvære træningen og samværet med mine venner og familie, selvom det selvfølgelig kræver et slags kompromis for at få en eksamensperiode til at gå op i en højere enhed, for jeg vil jo stadig gøre mit ypperste. Handler det om balance ligesom det gør med den sunde livsstil? Det er jeg ikke i tvivl om det gør. Også handler det selvfølgelig om den dårlige samvittighed, der indtræffer i det øjeblik du ikke læser. Den oplever de fleste, men jeg vælger at leve med den ved at ”skubbe” den væk, fordi jeg får så meget mere tilbage mentalt, når jeg træner.

Vores kroppe kan klare hårde perioder, som den jeg har beskrevet, fordi de oftest er tidsbegrænset (ellers taler vi vist om noget andet, langt mere alvorligt). Jeg er også klar over vigtigheden i at koble fra og forkæle sig selv efterfølgende. Jeg kunne mærke at min krop ”åndede lettet ud”, da jeg kørte fra eksamen i går ved middagstid. Den slog fuldstændig fra og der var ikke meget energi at hente i motoren 🙂  Samtidig følte jeg mig rastløs – for nu havde jeg jo ikke en ny eksamen jeg skulle hjem og forberede mig til. Jeg havde en træningsaftale med min fantastiske veninde, Louise, sidst på eftermiddagen. Træningen var dog på et niveau som passede til mit energiniveau (sorry Loui) og faktisk var selskabet langt vigtigere end svedet på panden (!). For mig handlede det om at lytte til hvad min krop havde brug for igår. Det var samvær med dem jeg holder af, hygge og mad.
Louise kørte mig hjem til noget familie, hvor der for alvor blev fyldt på ”energi- og hyggedepoterne” igen – præcis som det skulle være. Ovenpå en dejlig middag, håndlavede flødeboller og lakridspiber til kaffeng, oså havde jeg allermest lyst til at blive liggende i sofaen med min halvsøster, men jeg havde lovet at mødes med dem fra studiet inde i byen. Afsted med mig! Det var så hyggeligt og dejligt at ses med mine studiekammerater, som ligesom jeg, var glade og lettede over at være på den anden side igen.

God weekend!