Set i bakspejlet

Dette indlæg har været længe undervejs, da jeg har været nødt til dykke dybt ned i min egen selvopfattelse og måske blotter mig mere end jeg egentlig har lyst til, men da jeg synes emnet er vigtigt at belyse, så kaster jeg mig ud i det alligevel. Hæng i!

Jeg har den sidste tid reflekteret over mit sundhedssyn og hvordan dette har ændret sig gennem især de sidste 4-5 år. En periode hvor træningen har været omdrejningspunktet i min hver dag, hvilket har betydet, at det ikke var et spørgsmål om jeg kunne nå at træne, men snarere et spørgsmål om at det var noget at jeg skulle nå. For 3-4 år siden fyldte træning og sund kost utrolig meget i min hver dag. Jeg brugte rigtig meget energi på at få min hver dag til at gå op, for træningen skulle i hvert fald klares, samtidig med der også var et utal af andre ting, som jeg også skulle nå. Jeg følte mig sundere end nogensinde, men var jeg egentlig sund og endnu vigtigere: var jeg oprigtigt glad?

Når jeg tænker tilbage havde jeg jo det godt, men kunne jeg have haft det bedre? Et spørgsmål der ikke er svært at svare på, for jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det i dag. I dag har jeg fået et andet syn på hvad sundhed betyder for mig. Jeg bliver stadig glad af at træne og spise sundt og varieret, men jeg får en særlig indre glæde, når jeg er sammen med mennesker jeg holder af. Jeg var også social tidligere, men jeg var ikke altid tilstede, fordi jeg var stresset og min krop var træt. Den var konstant på overarbejde, for jeg gav den aldrig lov til at slappe af. Der kunne gå adskillige uger før jeg “tillod” mig at tage en hviledag. Jeg trådte sjældent ved siden af  den såkaldte “perfekte livsstil”. I dag får jeg passende mængder motion og min krop får tid, og ikke mindst lov, til at restituere. Jeg har lært at lytte til min krop, hvilket er sundhed i mine øjne. Sundhed er ikke “enten/eller”, det er “både/og” for mig. Når jeg tænker over det, var jeg nok hoppet med på fitnessbølgen, hvor fokusset er meget på hvordan vi ser ud. Vores krop er blevet vores “brand” og hvis vi har en ydre skønhed, så er vi vel perfekte og har styr på det hele?  Se bare på hvor populært det er blevet at stille op i fitnesskonkurrencer. Jeg har selv været der, hvor kroppens udseende var udgangspunktet for min træning i en periode. Senere er det gået op for mig, at det simpelthen ikke giver nogen mening for mig. Det er aldrig været det jeg ville. Jeg vil løbe. Det er løb, der giver mig glæde og overskud i en travl hver dag. Derfor har min træning de seneste år været meget målrettet på hvordan jeg kan optimere mit løb, hvor hele sidste år dog har været præget af en lang skadesperiode (knæskade) og hertilhørende genoptræningsforløb.

Var jeg blevet så sund at det faktisk ikke længere var sundt?

Et spørgsmål som Bitz & Frisk for en måneds tid siden debatterede i Madmagasinet på DR1 (se hele programmet HER!). I programmet fremhæver de nogle interessante og skræmmende tendenser, der præger vores (sundheds)samfund. Ifølge eksperter bliver sundhed usundt, når man får en usund og overdreven besættelse af at leve og spise sundt (også kaldet ortoreksi). I den forbindelse tog de et vigtigt aspekt op, som jeg ikke selv har tænkt på (måske fordi jeg ikke har børn endnu). Nemlig at forældres adfærd påvirker børnene syn på sundhed. Deres syn på sundhed forplanter sig i børnene, som ofte får et anstrengt forhold til mad i en tidlig alder, som i værste fald kan føre til en spiseforstyrrelse. Er de voksnes fokus på sund mad gået for vidt? For sundhed er jo som udgangspunkt godt. Vi har alle godt af at spise sundt og dyrke motion, men det kapper over, når mad og motion hele tiden bliver genstand for dårlig samvittighed! For mig handler sundhed om at give mere slip, om at fokusere på det gode liv, som efter min mening handler om langt mere end sundt mad og motion.

Sociale medier

I takt med at mit sundhedssyn har ændret sig, har jeg også været nødt til at adskille mig med diverse fitness-profiler på Instagram, da jeg ikke længere kan identificere mig med den livsstil, der ofte kendetegner disse profiler. Mit news feed var spængfyldt med bare maver, muskelbilleder og kedeligt, energiforladt mad. Jeg var ved at brække mig over hvordan man forsøgte at retfærdiggjorde hvis man spiste usundt, med sætninger som “Jeg må godt” og konceptet “cheatdays” – man snyder jo ikke nogen. Jeg forstår det simpelthen ikke, og det har jeg iøvrigt aldrig gjort! Samtidig bliver jeg bekymret for hvor godt disse piger har det psykisk, da man desværre nemt kan lade sig påvirke i en negativ retning på sociale medier som især Instagram, hvor det ofte er gransbilledet der præger vores news feed. Jeg synes det er vigtigt, at man stopper op og reflektere over sit eget brug af Instagram og hvordan man ønsker at påvirke sine følgere.

Vi har i min familie haft et nært familiemedlem med en spiseforstyrrelse i mange år, som var nær at koste vedkommende livet, hvilket naturligvis har påvirket mig og min familie utrolig meget. Det har også gjort mig bevidst om betydningen for at være et sundt forbillede for andre. Noget jeg også har været meget bevidst om på min Instagram-profil, hvor jeg efterhånden har en pæn slat følgere. Jeg har altid forsøgt at vise det “hele” billede, også i den periode jeg taler om indledningsvist i dette indlæg, da jeg aldrig har ønsket at pakke noget ind. Husk på, at vores adfærd har betydning for andre mennesker på medier som eksempelvis Instagram.

To sum up: Vi skal huske at nyde.. også det der ikke er sundt engang imellem 🙂 Også skal vi huske at passe på hinanden!

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13011607/?claim=hkt3g5gerzw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

Kan det være en sejr at tage på?

Problemer med at tage på

Jeg har i godt års tid kæmpet med at tage lidt ekstra kilo på og dermed også øge min fedt%, da det har været en nødvendighed. Jeg har ikke været særlig åben omkring mine problemer med at tage på. Jeg tror det skyldes, at jeg ikke har følt, at der har været “plads” til at man også kan have brug for at tage på i hele det her sundhedsræs, der er i dag. De fleste vil typisk tabe sig, og man hører og læser jo nærmest ikke om andet end slankekure i tv og på de sociale medier. Nogle gange har jeg tænkt, at der var en risiko for at jeg ville provokere folk, der gerne vil tabe sig og derfor har jeg nok valgt at holde det for mig selv.

Jeg fik målt min fedt% umiddelbart før jeg løb Berlin Marathon i 2013 og på det tidspunkt var den for lav. På daværende tidspunkt fik jeg følgende kosttilskud (protein, maltodextrin og kreatin) for at få det nødvendige ift. mit høje aktivitetsniveau. Samtlige kosttilskud har jeg desuden indtaget dagligt lige siden. Derudover spiser jeg 3 store måltider samt 3-4 mellemmåltider dagligt med fokus på at få den rette mængde protein, fedtstof og kulhydrat. Samtidig har jeg været meget mere “afslappet” overfor mit indtag af usunde sager som f.eks. slik og kager. Til tider har jeg faktisk følt mig fuldstændig ligeglad, for der skete alligevel ikke en skid med den dumme vægt (!!!).

For et par måneder siden skulle min kæreste måle min fedt% igen og jeg var selvfølgelig rigtig spændt på resultatet, for jeg følte virkelig jeg havde gjort alt rigtigt og kæmpet så meget for at tage på. Min kæreste kigger alvorligt op på mig, da han nævner min fedt%. Den er gået ned siden jeg blev målt før mit Marathon. Jeg udbryder frustreret “Hvordan kan det være muligt?”. Jeg har jo ikke løbet i hele perioden pga. min knæskade. Jeg havde virkelig svært ved at holde tårerne tilbage, for jeg syntes det føltes urimeligt nu når jeg havde kæmpet så langtid for det og alligevel var den gået ned. Jeg har ofte følt mig decideret dårlig, fordi jeg har tvunget mig til at spise mere end til at jeg er mæt. I perioder har det derfor også påvirket mit humør, fordi det har fyldt meget i min hverdag.

“Hun spiser også altid…”

Min familie og venner kommenterer altid hvor meget jeg spiser, når jeg er sammen med dem, hvilket jeg egentlig har det fint med, for sådan er det jo! Da min lillebror fejrede 18 års fødselsdag for et par måneder side manglede der selvfølgelig ingenting og jeg spiste bogstavligtalt fra festen startede til vi ryddede op efter gæsterne sent på aftenen. Min bedste, faster og onkel nævnte flere gange “Ja, NU spiser hun igen”, “Det er utroligt hun ikke er større”, “…Men det har hun jo altid gjort”. Også grinte vi lidt over det, for ja, sådan har det jo egentlig altid været.

Juhuu

Jeg har dog ikke “dyrket” at veje mig 1- eller 2 gange ugentligt. Det har jeg aldrig gjort for jeg synes det er vigtigst hvad man ser i spejlet og er glad for det. Imorges hoppede jeg dog på vægten og jeg har endelig taget på. Jeg har dog ikke et overblik over min vægt fordi jeg ikke vejer mig, men jeg kan dog huske hvad jeg vejede i forbindelse med fedt%-målingen for et par måneder siden, og jeg er altså blevet 2 kg. tungere. Juhuu 🙂 Det var faktisk en sejr. Vi har alle vores små kampe!

Er der andre der har oplevet de samme problemer?