Fysioterapi: Det går da fremad med lidt “bump” på vejen

Jeg havde igår (endnu) en tid hos min kære fysioterapeut Jacob Iversen fra MovementLab. Jeg har nu været igang med at løbe i 5 uger og har skrevet “dagbog” i perioden for at få et overblik over ømhed, smerter og de forskellige træningspas. Jacob læser  min “dagbog” igennem da jeg kommer op til ham, og spørger hvordan det er gået de sidste 3 uger siden jeg sidst var oppe hos ham. Jeg trækker lidt på det og prøver at forklare ham, at jeg er tilbøjelig til at tænke  i dage og ikke i uger, men hvis jeg betragter det på ugebasis, så vil jeg vurdere at det faktisk gået ganske fint. Ligesom sidste periode (uge 1 og 2), så er slutningen af perioden blevet gradvist bedre og jeg har eksempelvis ikke haft nogen smerter overhovedet de sidste 5 dage. Jacob opdager et mønster i mine smerter, som generelt er 1-2 dage efter mine  bentræninger og det kan jeg sagtens nikke genkendende til, da han nævner det. “Du kan jo også godt lide at give den gas, Carina. Du løfter meget tungt ift. din størrelse”. True! Hvor vil han hen med det? Det var jo udgangspunktet i starten af mit genoptræningsforløb (helt præcist trænede jeg ben hver anden dag i en periode på 4 måneder), og i den periode blev smerten ikke “trigget” på sammen måde ved bentræning som den gør nu. Jacob mener vi skal forsøge med 20-30 % lavere belastning i min bentræning 1-2 gange/ugentligt, og hvis bentræningen fortsætter med at “trigge” smerten, så vil bentræningen blive taget helt ud af mit program. Målet de næste 3 uger er nemlig at:

  • Øge løbe mængden uden smerter (på uge basis!!!)
  • Få lidt fart og dermed funktionel styrke ind i løbet

Ved at få den funktionelle træning ind i træningen forsøger vi at “kompensere” for bentræningen (som jeg skal reducere/helt droppe). Jeg udtrykker bekymring for at miste muskelstyrke, som senere kan have negativ indvirkning på mit løb, for nu har jeg jo lige kæmpet mig (helt) hertil. Jacob kender mig efterhånden og giver mig endnu engang den tryghed jeg har brug for i de her situationer, hvor jeg ikke rigtig ved hvilket ben jeg skal stå på. Vi taler om, at jeg naturligvis hellere vil løbe en træne ben og at jeg faktisk har en muskelkapacitet i benene, der er 30-40% større end nødvendig, så jeg skal ikke være nervøs for at tabe muskelmasse. Samtidig vil mere belastning og terræn i løbet fungere som den funktionelle styrke.  Så konklusionen blev: bentræning ud af programmet, hvis det stadig “trigger smerten OG hellere løb end bentræning (selvfølgelig)!

Jeg får også lavet en løbeanalyse for at se om min hofte (og dermed holdning) er blevet bedre siden jeg startede hos ham i slutningen af november 2013. Det er jeg faktisk spændt på, for jeg har jo lavet mine stabilitetsøvelser fuldstændig efter planen. Han sætter videoen fra november 2013 op overfor videoen vi filmer, så jeg kan se forskellen. Det er blevet væsentlig bedre, men der er stadig plads til STORE fremskridt. Jeg kan tydeligt se hvordan min fremgang aflaster belastningen på knæet, hvilket selvfølgelig giver mig endnu mere blod på tanden til at fortsætte med mine øvelser. Jeg fik desuden også lidt flere øvelser til hoften, for jeg er ved at være lidt træt af “spralle-manden” 🙂

Afslutningsvist snakker vi om at stille op i et 10 km. løb, da det kan have en god effekt på “psyken” og motivationen ovenpå et langt genoptræningsforløb. Solgt! Jeg spørger lidt forsigtigt ind til hvordan der ser ud med “et længere løb” og hentyder naturligvis til et halvmarathon. I den forbindelse taler vi om guld, sølv og bronze mål. Og kort fortalt, så er Nykredit Halvmarathon i Aarhus i juni et realistisk mål 🙂

 

 

 

Leave a comment